Nye trends
Flere og flere danskere drømmer om at gøre deres bryllup til noget helt særligt – og gerne med hjælp fra en professionel.
»Vi ser en tendens til, at flere og flere bruger bryllupsplanlæggere som os,« fortæller Bo Ilskjær, der er bryllupsplanlægger hos Unikt Bryllup.
Ifølge ham er det – for mange brudepar – ikke længere nok med et traditionelt festlokale og en tre-retters menu.
»Folk bruger flere penge på bryllupper, og de vil gerne lave noget, de ikke har oplevet før,« fortæller Bo Ilskjær.
Han ser en klar tendens til, at især unge par lader sig inspirere af sociale medier som Instagram og Pinterest, hvor billeder af overdådige fejringer sætter standarden.
»Man begynder at sammenligne med de bryllupper, man har været til tidligere – både dem, man kunne lide, og dem, man ikke kunne lide – og det skaber et ønske om at skille sig ud,« siger han.
Ilskjær oplever også, at par kan blive overvældede af de mange muligheder og forventninger, hvilket ofte fører til stress under planlægningen. Det er her, en bryllupsplanlægger kan træde til.
»Mange ved simpelthen ikke, hvordan de skal gribe det an. De bliver usikre på, hvad de vil, og hvordan de kan få det til at ske,« forklarer han.
For nogle handler det om at finde et sted, der matcher deres drømme – måske en strandfest i Tisvilde, hvis vejret tillader det, eller en romantisk weekend på en vingård i Toscana. For andre ligger fokus på at skabe en hel oplevelse over flere dage med alt fra grillaftener til store dansefester.
Tendensen med at bruge flere penge på bryllupper afspejler også et større mønster.
»Før i tiden var man sammen resten af livet, når man var gift. I dag bliver mange gift flere gange.
Drømmebryllupper under sydlige himmelstrøg
Mens danske strande og sommerhaver ofte figurerer i bryllupsdrømme, er det lunefulde vejr en udfordring, mange brudepar ikke tør satse på. Derfor søger flere mod udlandet for at sikre solskin og stemning.
»Især Italien og Toscana er populært. Italien tiltrækker folk med sin mad, afslappede atmosfære og smukke vingårde, hvor man kan holde et bryllup med boheme-stemning,« fortæller Bo Ilskjær.
For dem, der ønsker mere glamour, er den franske riviera med sine elegante slotte og luksuriøse hoteller et oplagt valg. Et andet populært valg er Slovenien, hvor bryllupper i naturen tilbyder en afslappet, spejderagtig charme.
»Grækenland er endnu ikke slået helt igennem, men det kan måske ændre sig. Jeg tror, det kommer,« tilføjer han.
Èn dag er ikke altid nok
Brylluppet er ikke længere blot en enkelt festdag – flere par forvandler det til en hel weekendoplevelse.
»Gæsterne ankommer typisk fredag eftermiddag til en hyggelig grillaften med lejrbål og afslapning, hvor man slapper af og hilser på hinanden,« fortæller Bo Ilskjær.
Lørdag står i kærlighedens tegn med vielse, enten i kirken eller under åben himmel, efterfulgt af en stor fest. Søndag rundes af med brunch, inden gæsterne vender hjem.
I Danmark er lade-bryllupper populære. Der er højt til loftet og rustikke rammer skaber en hyggelig atmosfære med blomster og lyskæder.
»Man kan udsmykke lader med højt til loftet på utallige måder – med blomster, lyskæder og det, jeg kalder julelys, som ellers kun bruges til jul. Folk synes, det er fantastisk at træde ind i en stor lade og skabe et bryllup, der både kan være afslappet og hyggeligt, men også fint og elegant,« siger Bo Ilskjær.
Slotsbryllupper er også populære, men danske slotte er desværre ofte ikke så velholdte, som i udlandet, selvom der, ifølge Bo Ilskjær, er undtagelser. Her kan en udfordring være, at de ofte har faste pakkeløsninger, hvor det kan være svært at sætte sit eget præg på brylluppet, og det går stik imod ønskerne hos mange af de brudepar, der henvender sig til bryllupsplanlæggere som Bo Ilskjær.
»Det skal ikke føles som en charterrejse, hvor man bare følger et fast program,« forklarer han og uddyber:
»Dem, der ringer til os, vil gerne have et bryllup, der er skræddersyet til deres smag. De vil selv være med til at sammensætte detaljerne, så festen bliver helt personlig.«
Det handler om at skabe noget unikt – en dag, der afspejler parrets stil og historie.
En anden tendens er, at flere danskere er blevet villige til at rejse længere for at deltage i bryllupper, især når formatet strækker sig over en hel weekend.
Kærlighedsfester for alle generationer
Bryllupper er ikke længere kun intime sammenkomster for den nærmeste familie. I dag bliver de ofte til store fejringer af kærlighed og fællesskab, hvor venner, kollegaer og endda fritidsbekendte også er på gæstelisten.
»Antallet af gæster stiger. Typisk til mellem 100 og 200 mennesker,« fortæller Bo Ilskjær og tilføjer, at mange ønsker at samle alle, de holder af, for at markere dagen.
Men samtidig ser han også en voksende interesse for mere utraditionelle løsninger.
»Vi har haft par, der blev gift på toppen af et slot i Paris med kun de nærmeste 10 gæster. Efterfølgende holdt de en stor fest herhjemme,« forklarer han.
For ældre par, der bliver gift igen, handler det ofte om at skrue op for festen. Taler og sange bliver skiftet ud med dans, livemusik og god mad.
For mange ældre brudepar handler brylluppet ikke om traditioner, men om at feste igennem.
»Mange vil gerne vise, at selvom de er blevet ældre, er de stadig unge af sind og klar til at fejre livet,« siger Ilskjær og fortsætter:
»Vi ser flere, der vælger livemusik – både under middagen og senere på aftenen – nogle gange for flere hundredetusinde kroner. De bruger gerne mange penge på musik og underholdning, fordi de vil have en fest, hvor der bliver danset og grinet hele natten,” fortæller Bo Ilskjær.
Han oplever især, at par, der bliver gift for anden eller tredje gang, ønsker noget utraditionelt.
»De har typisk allerede prøvet det traditionelle bryllup med taler og sange. Denne gang vil de have en stor dansefest, hvor de kan give den gas sammen med deres gæster,« siger han.
Tendensen hænger ifølge Ilskjær sammen med, at flere ældre holder sig aktive og føler sig unge.
»Der er flere 70-årige på arbejdsmarkedet, flere, der dyrker idræt og holder sig i form. De føler sig ikke gamle – tværtimod. De vil gerne fejre kærligheden og livet med manér,« forklarer han.
Bryllupper er blevet en investering i minder – og uanset om det er et slot i udlandet eller en lade på landet, handler det om at skabe en oplevelse, der føles rigtig for parret.
Uanset om I finder overtroen værd at tro på eller ej og vælger at have nogle af dem eller alle traditioner med til jeres bryllup, vil jeres bryllupsdag altid gå over det kosmiske og blive helt unik og speciel for jer.